Praktisk sejlads
– form, indhold og pris
Den praktiske sejlads i sejlerskolen omhandler ikke blot selve det at sejle, men også det, der ellers hører til at være bådejer.
Tilmelder man sig den praktiske sejlads, starter denne derfor op med en fælles klargøring af skolebådene, typisk i april måned. Til slut på året er eleverne ligeledes med til at afrigge bådene og gøre dem klar til vinteren. Dette er en vigtig del af at lære at sejle, da man med en god viden om materialer og metoder kan undgå mange ærgrelser og fejl siden hen.
Den praktiske sejlads på vandet foregår i to moduler:
Et om foråret fra maj til juni, og et om efteråret fra august til september.
Vi starter altid modulerne op i den første hele uge i hhv. maj og august. Et modul indeholder 6-8 aftener med undervisning i omkring 2½-3 timer. Den enkelte aftens undervisning afhænger af vind og vejr. På dage, hvor det blæser for voldsomt til at vi sejler ud, vil der være mulighed for træning på land i eksempelvis knob og fortøjninger. Vi tilstræber at der i løbet af forårsmodulet tilbydes undervisning i aktiv turplanlægning. Vi slutter gerne foråret af med en fælles dagssejlads til en af de nærliggende havne med fælles frokost og hygge. Om efteråret tilstræber vi at tilbyde en natsejlads for alle interesserede elever. Eventuel aflæggelse af duelighedsprøve foregår som regel i juni eller september/oktober.
Undervisningen i sejlbådene foregår i umiddelbar overensstemmelse med de sejladsplaner som Dansk Sejlunion (DS) har lavet, selvfølgelig afhængig af hvad vind og vejr lægger op til. Således vil du som elev på sejlerskolen få udleveret DS materiale, herunder en lærebog samt en logbog, så du selv kan følge med i, hvor meget du lærer undervejs. Udlevering af materiale foregår ved et fælles opstartsmøde i forårssæsonen, eller den første sejladsaften.
Man sejler på hold!
På alle skolebåde sejler man sammen på hold. Hvert hold har en fast sejlerdag om ugen (mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag). Bådene er typisk bemandet med 3 elever og 1 fast instruktør. En sejlads starter altid med planlægning på land og skrivning af logbog. Herefter er der tilrigning af båden, sejlads og afrigning. Under hver sejlads tilstræbes det, at alle elever er aktive. Undervisningen afsluttes altid med evaluering af dagens oplevelser i fællesskab. Derfor kan en samlet sejlads hurtigt vare op til 3 timer. Det præcise tidspunkt for sejladsen aftales på det enkelte hold mellem elever og instruktør. Typisk sejler vi fra omkring kl. 18.
Sejlerskolen råder over en Drabant24, en Match28 samt en PD26.
I det følgende kan du se, hvilke forventninger vi har til elever på de forskellige niveauer i forhold til praktisk sejlads i sejlbådene. Dem kan du bruge til at finde ud af, hvilket niveau du selv ligger på. Herefter kan du se, hvad den praktiske sejlads i motorbåd indeholder, og til slut vil du kunne se priserne for undervisningen.
Indhold af praktisk sejlads med sejlbåd
Nedenfor har vi beskrevet de niveauer, vi underviser på i sejlerskolen. Vi underviser ud fra de sejlplaner, som DS har udgivet, og niveauinddelingen relaterer derfor til målene med disse sejlplaner. Har du ønske om at tage et duelighedsbevis, vil du skulle opfylde kravene på niveau 3. Du vil altid få en snak med din instruktør om, hvorvidt du er klar til prøve, inden du indstilles til den. En vigtig del af det at lære at sejle handler om timer på vandet, altså erfaring!
Niveau 1: Nybegynder
Målet på dette niveau er, at eleven skal…
- … have kendskab til nødvendigt sikkerhedsudstyr ombord
- … have forståelse for og kendskab til bådens og riggens benævnelser
- … kunne forstå sejlvind og vindretninger
- … have kendskab til kommandoer, stagvending, sejle fast kurs, samt fortøjning ved egen plads
- … forstå principperne i at lægge båden på en given halse og kompaskurs ved forskellige sejlvinde
- … forstå principperne ved at krydse og have øvet at krydse mod et mærke
- … forstå principperne og have øvet at gå til fast mærke
- … forstå principperne og have øvet kontrolleret bomning
Niveau 2: Let øvet
Målet på dette niveau er, at eleven skal…
- … kunne opfylde målene på niveau 1
- … have kendskab til de vigtigste knob og deres anvendelse
- … kunne sejle på angiven halse med angiven sejlvind og kompaskurs
- … kunne gå til fast mærke fra forskellige vindretninger
- … forstå principperne ved at udføre mand over bord (MOB)
- … have øvet at udføre MOB med stagvending og med bomning
- … kunne forstå principperne ved at lægge båden bak
- … kunne forstå forhold ved ankring
- … have kendskab til motorens funktion og vedligeholdelse
Niveau 3: Øvet
Målet på dette niveau er, at eleven skal…
- … opfylde målene på niveau 2
- … kunne udføre MOB med opsamling af bjærgemærs
- … kunne demonstrere bjærgning af mand over bord (efter MOB manøvre)
- … udføre MOB efter forskellige metoder
- … kunne udføre rebning af sejl, samt have forståelse for sejlads i hårdt vejr
- … kunne ankre, fortøje, lægge spring samt demonstrere viden om forhold ved slæbning
- … kunne sejle ud og ind af fremmed havn
- … have kendskab til motorens funktion og vedligeholdelse
- … have kendskab til brug af GPS
- … kunne udvise sejladsplanlægning i praksis
- … have prøvet let spilersejlads
- … kunne efterleve kravene til duelighedsprøven i praktisk sejlads
Niveau 4: Rutineret
Målet på dette niveau er at tilbyde undervisning til allerede rutinerede sejlere, som ønsker udvikling af deres sejlads. Eleverne er selv med til at definere målene med undervisningen, men det kunne f.eks. være…
- … afprøvning og erfaring med spilersejlads
- … optimering af trimning af båden til eksempelvis kapsejlads
- … viden om og træning i mand-over-bord (MOB)-manøvre
- … andet
Afhængig af elevsammensætningen startes der hold på alle niveauer i såvel forår som efterår. Samtidig anbefaler vi, at du som nybegynder, let øvet eller øvet sejler også deltager i kurset om teoretisk navigation, som foregår henover vinteren. Duelighedsprøven består ligeledes af såvel en praktisk som en teoretisk del. Du kan selv vælge i hvilken rækkefølge, du deltager i de forskellige kurser.
Indhold af praktisk sejlads med motorbåd
Sejlads i motorbåd er ikke så omfattende som i sejlbåd. Derfor er der foreløbigt blot 1 modul, som forbereder dig til at lære at sejle en motorbåd, samt eventuelt aflægge prøve i duelighedsprøvens praktiske del.
Målet med undervisningen i motorbåd er, at eleven skal…
- … have kendskab til nødvendigt sikkerhedsudstyr ombord
- … kunne demonstrere viden om motorens funktion og vedligeholdelse
- … kunne gå til og fra egen plads i havnen
- … kunne fortøje og lægge spring, samt kunne de vigtigste knob
- … kunne sejle efter kompas, mærke og landekending
- … kunne lægge til bøje
- … have klar fornemmelse af vind og vejrs påvirkning af sejladsen
- … kunne udføre mand-over-bord (MOB)-manøvre med bjærgemærs
- … kunne demonstrere bjærgning af mand over bord (efter MOB manøvre)
- … kunne ankre, samt demonstrere viden om forhold ved slæbning
- … kunne sejle ud og ind af fremmed havn
Priser for praktisk sejlads
Et modul koster 1.360,- kr. uafhængigt af, om det foregår i sejl- eller motorbåd.
Dette indebærer: undervisning omkring håndtering af både på land, undervisning til søs 6-8 gange samt diverse ekstra tilbud om specielle sejladser mv.
Tilmelding foregår på tilmeldingsskema der finde på Kaløvig Bådelaugs hjemmeside under ’Sejlerskole - Aktuelt fra Sejlerskolen’.
Skemaet mailes til Sejlerskolen, Niels Elmer –
elmer@sol.dk eller sendes til
Kaløvig Bådelaug
Åstrup Strandvej 68A
8541 SkødstrupTilmeldingen foregår efter først til mølle princippet.
Spørgsmål angående selve sejladsen, niveauinddelingen, særlige aktiviteter eller andet kan stilles til Niels på telefon 6081 0866