Power-søstre i Kaløvig

Power-søstre i Kaløvig 18. september 2018

Skrevet af Inger Stokkink

KBL er et kendt vækstmiljø for dygtige kapsejlere, og nu står næste generation på tærsklen til nye sejleventyr. Tre af dem er søstrene Schmidt: Andrea, Johanne og Katrine.

Andrea Schmidt (19) kigger tilbage på en vellykket sæson med sin søster Johanne (17) i 49erFX. De begyndte at sejle i denne jolle i sommeren 2017 efter en karriere i 29er. Søstrene klarede sig fint med blandt andet en 15. plads under Test-eventet op til VM i 2017. 2018 har budt på en 43. plads i Kiel ved EM, og en 47. plads ved VM i Aarhus. De afsluttede sæsonen med Junior VM i Marseille, hvor de blev 7. ”Så ja, jeg er tilfreds, og vi har udviklet os sådan, som jeg håber, vi fortsætter.”

Sidste vinter tog søsteren Johanne af sted til Kina sammen med lillesøster Katrine (14) for at sejle 29er hvilket også gik fremragende med en tiende plads under Junior-VM. I år blev de 11. ved Junior-VM i Corpus Christi i Texas, USA.

For Andrea var årets højdepunkt helt klart VM i Aarhus.
”Det var stort, og vi blev så stolte over Aarhus. Den store opbakning, vi fik, var også overvældende!”

Nu de har smagt på en international sejlkarriere, hvad er så deres planer for OL i Tokyo i 2020? Andrea er realistisk.
”Det kræver meget økonomisk set. Der er også andre i 49erFX-klassen, som er meget dygtige. Men vi satser på, at vi kommer til at lære så meget som overhovedet muligt.”

I den nærmere fremtid er planerne helt klare:  de prioriterer uddannelsen. ”Johanne går på gymnasiet, og jeg læser til maskiningeniør. Selvfølgelig ville vi gerne bruge en del af vinteren til at træne i Sydeuropa, men det kræver også tid og penge.”

Nu kommer der et par træningslejre i løbet af efteråret, som hun glæder sig meget til: ”Det er fedt at træne sammen med de andre sejlere. Og det er dejligt at have tid til at sejle - og dejlit vare at sejle. Ikke at skulle tænke på at passe alle de andre ting, man skal,” siger Andrea.

Har hun godt råd til andre unge sejlere i klubben? ”Bare ha’ det sjovt og nyd det!”