Dette er Kaløvig Bådelaugs nyhedsmail.
Her kan du læse alt om, hvad der rører sig i din klub.


 

På øverst podiet (fra venstre): Steen Olesen, Jesper Vange, Claus Litzinger og Christian Grejs

Flere guldmedaljer til Kaløvig – Nordlys vinder Scankap 99 DM
For andet år i træk vandt Kaløvigs Scankap99 ”Nordlys” ganske overbevisende Danmarksmesterskaberne i Scankap99, der blev sejlet i Nyborg. Alle, der sejler med på vores onsdagsbane (de lokale verdensmesterskaber), kender ”Nordlys”, og nu har Christian og besætningen igen vundet DM. Kæmpestort tillykke til Christian Grejs, Claus Litzinger, Jesper Vange og Steen Olesen. Se den samlede resultatliste her.

Turbøje news – alle bøjer er på plads og i orden
Kirsten skriver: ”Vi er en tur i Knebel vig og kan melde, at de 3 nye bøjer ligger fint.
Vi ligger for den inderste på 3,9 m vand. En af de øvrige er optaget af en tysker og ovre ved skoven er mindst 3 i brug. Så tak for de nye bøjer, de skal nok blive brugt.”

Vi bør måske overveje at lægge et par ekstra bøjer ud i Knebel Vig til næste år.

Fortøjninger og fendere
Efteråret nærmer sig og dermed blæsevejr og forhøjet vandstand og lavvande. Sørg derfor at dine fortøjninger passer til skiftende vandstande og at du er ordentlig fendret af i forhold til din naboer. I øvrigt skal fortøjninger ikke bare smides hen over brodækket, når man tager på tur. Andre kan falde i tovværket, så læg det pænt ind på kanten af broen.

Før i tiden kunne jeg fange 300 fisk om året her. Men i år er jeg kun oppe på 10 fangster indtil videre
Der har i de seneste år været en væsentlig nedgang i antallet af fisk i Kalø Vig. For at finde ud af, hvad der er galt, inviterede Ejvind Jensen to dykkere med ombord, så de kunne se nærmere på havbunden. En journalist fra Jyllands-Posten var også med og hans fine artikel fra den 23. august kan læses her.

Havmiljøet lider fortsat
Se meget informativ video om havmiljøet her.

Forbud mod bundtrawl fiskeri i beskyttede havområder
Fiskeri med bundtrawl og andre bundslæbende redskaber skader naturen i havet og påvirker klimaet. Alligevel er det tilladt i såkaldte beskyttede havområder. Derfor opfordrer Danmarks Naturfredningsforening til at deltage i en underskriftindsamling, så der forhåbentlig kan sættes en stopper for denne form for fiskeri. Læs mere og skriv eventuelt under (online) her.

Tillad mig at rose Kaløvig Bådehavn for tømningsanlægget, der er i særklasse
Peter Lindholst har sendt nedenstående beretning:
”Vi er netop vendt hjem efter en skøn og vindrig tur rundt om Sjælland. Vi har efter et betagende møde med to delfiner (ikke marsvin!) nær Begtrup Vig sidste sommer ændret vores toiletsystem, så det alene kan tømmes ved hjælp af et tømningsanlæg med sug. Vi var fortrøstningsfulde om at også andre havne havde tømningsanlæg, for de skriver mange om, men vi blev klogere. Vi burde naturligvis have sørget for en helt tom tank ved feriens start med 5 personer ombord. Da vi nåede Møens klint var tanken imidlertid fuld. I Vordingborg kunne man tilbyde at ringe efter en slamsuger i hverdagene, men da vi ankom i weekenden, var det ikke en løsning. På Agersø skulle der ifølge havneguiden være gode forhold, men anlægget her var ikke funktionsdygtigt og i øvrigt kun efterspurgt 1 gang det seneste år. Det er ikke så underligt, det kniber med at holde fiskene i live i området… I Hou kan man tømme tanke ved at bære dem til toiletbygningen, men det virker ikke for indbyggede tanke, så vi måtte vente, til vi kom hjem til Kaløvig, hvor tømningen skete hurtigt og smertefrit.
Det er skammeligt, at tilstanden i andre havne er så sølle. Til gengæld er det en fornøjelse at opleve gode faciliteter for helt essentielle ting som håndtering af sort spildevand.”
Vi kan kun opfordre alle bådejere til at benytte vores fine tømningsanlæg, der findes ved benzin/diesel standerne (og det er ganske gratis at komme af med ……).

Egå Sejlklub – 50 år.
Lørdag, den 24. juni holdt Egå Sejlklub 50-års jubilæum. Naturligvis var Kaløvig Bådelaug med til at markere vores naboklubs jubilæum, hvor vi forærede Egå en fin kompassten magen til den der ligger udenfor vores eget havnekontor.

Nyheder på forsiden
Da vi for tiden har mange nyheder, som vi lægger på forsiden af hjemmesiden, er det ikke sikkert at du får set og læst dem alle, inden de ryger i arkivet. Du kan dog altid finde dem her.
 
Nyhedsbreve – arkiv
Husk, at du altid kan læse tidligere nyhedsbreve med nyttige informationer på vores hjemmeside her.

Følg Kaløvig Bådelaug på facebook I Direkte link til hjemmesiden I Send en mail til Kaløvig Bådelaug 

Som medlem af Kaløvig Bådelaug modtager du jævnligt nyhedsbrev. Ønsker du ikke længere at modtage det, kan du selv afmelde nyhedsbrevet permanent ved at klikke på linket nederst i denne mail.
 
Copyright © 2021 Kaløvig Bådelaug, All rights reserved.