Dette er Kaløvig Bådelaugs nyhedsmail.
Her kan du læse alt om, hvad der rører sig i din klub.

 

REMINDER: Klubdagen – lørdag, den 16. marts 2024
Vær med til at sætte dit præg på Kaløvig Bådelaugs udvikling og fremtid - deltag i Klubdagen. Læs om dagens program og tilmeld dig her. Tilmeldingsfrist er den 11. marts 2024.

Uddybning af havnen og etablering af nye bådpladser
I disse dage foregår der uddybning af havnen – specielt omkring Lagunen og slæbestedet. I samme område ”bygges” der lidt om, så der bliver et par ekstra bådpladser til mindre både. I forbindelse med uddybningen vil det opgravede sediment blive placeret på kranpladsen inden det køres væk i lastbiler fra havnen. For at afskærme kranpladsen er der midlertidigt opsat halmballer på pladsen.

Sauna-news: Vi har skruet op for komforten
Tidligere var der blot ét hul i hver af saunaerne, så overskudsvand kunne løbe ud. Der har til tider gjort det lidt fodkoldt. Det er der nu rådet bod på, idet der er etableret fire træk-frie afløb i hver sauna. Samtidig sparer det selvfølgelig på strømmen.

Kapsejladsudvalget inviterer til trim-aften med Finn Beton den 20. marts kl. 19:30 i Kahytten
Lær at trimme sejlbådens rig og sejl, så din tursejlads bliver mere behagelig og effektiv og således, at kapsejladsen også kan vindes.

Forårsklargøring
Dansk Sejlunion har en masse gode tips om forårsklargøring af båd og udstyr.
Find alle de gode råd her.

Søsætning – book en tid
Vi har åbnet for tider til søsætning, så du allerede nu kan booke en tid der passer dig bedst. Du kan booke krantid her.

Husk:

  •  Ryd op omkring dit stativ, før din båd hentes (og efter).
  •  Hav tovværk og evt. fender klar og monteret.
  •  Vær sikker på, at der er strøm på batteriet.
  •  Ansvarsforsikringspolice skal fremvises ved søsætning, således at det sikres, at bådplads og båd er registreret i samme navn. Medbringer man ikke disse papirer eller har man det ikke i orden – søsættes båden ikke.
  • Husk at have medlemsnummer på båden. Medlemsnummeret skal være placeret i stævnen, bagbords side.
  • Det er dit ansvar, hvor båden anhugges – sørg for tydelig afmærkning.
  • Medlemsnummer og løftemærker kan hentes gratis på havnekontoret.


Bliv Havmiljøvogter og hjælp med at passe på havet
Hvis du færdes på eller ved havet i din fritid, kan du også blive Havmiljøvogter. Alle Kaløvig Bådelaugs medlemmer burde således være med til at passe på vores hav. Det er helt gratis at være Havmiljøvogter.
Som Havmiljøvogter kan du få udleveret nye ruller med Havmiljø poser og sække på havnekontoret. Du skal blot huske at medbringe dit Havmiljøvogterkort, når du afhenter poser.
Du kan blive Havmiljøvogter gratis her.

Kaløvigs vinterbadere på forsiden af 8541
Under overskriften ”Godt for krop og sind” har Løgten/Skødstrups månedlige husstandsomdelte blad – kaldet 8541, et flot billede fra den ene af vores saunaer på forsiden og en 3-siders lang artikel inde i bladet. Marts-nummeret af 8541 kan læses her.

Ice Camp og Ice Cup 2024
Traditionen tro blev Kaløvigs Ice Camp (24.- 25. februar 2024) og Ice Cup (2.- 3. marts 2024) afviklet fra Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Ice Camp er en afslappet træningslejr, hvor de unge jollesejlere kommer ud af deres vinterhi. Som Finn Beton siger ”Det er som at se kalvene komme på græs igen.”
Ice Cup er kapsejlads under afslappede og hyggelige rammer. Desværre var der ingen vind om lørdagen, så der blev hygget gevaldigt på land. Om søndagen var der nok vind til sejlads.
Resultaterne i de enkelte jolleklasser findes her.

Nyhedsbreve – arkiv
Husk, at du altid kan læse tidligere nyhedsbreve med nyttige informationer på vores hjemmeside her.

Følg Kaløvig Bådelaug på facebook I Direkte link til hjemmesiden I Send en mail til Kaløvig Bådelaug 

Som medlem af Kaløvig Bådelaug modtager du jævnligt nyhedsbrev. Ønsker du ikke længere at modtage det, kan du selv afmelde nyhedsbrevet permanent ved at klikke på linket nederst i denne mail.
 
Copyright © 2021 Kaløvig Bådelaug, All rights reserved.