Praktisk sejlads

Praktisk sejlads

- form og indhold

Den praktiske sejlads på vandet foregår i to moduler:

Et om foråret fra maj til juni, og et om efteråret fra august til september.

Vi starter oftest modulerne op i den første hele uge i hhv. maj og august. Et modul indeholder 6-8 aftener med undervisning i omkring 2½-3 timer. Den enkelte aftens undervisning afhænger af vind og vejr. På dage, hvor det blæser for voldsomt til at vi sejler ud, vil der være mulighed for træning på land i eksempelvis knob og fortøjninger. Vi tilstræber at der i løbet af forårsmodulet tilbydes undervisning i aktiv turplanlægning. Vi slutter gerne foråret af med en fælles dagssejlads til en af de nærliggende havne med fælles frokost og hygge. Om efteråret tilstræber vi at tilbyde en natsejlads for alle interesserede elever. Eventuel aflæggelse af duelighedsprøve foregår som regel i juni eller september/oktober.

Undervisningen i sejlbådene foregår i overensstemmelse med Dansk Sejlunions sejladsplaner og undervisningsmaterialer. Således vil du som elev på sejlerskolen få udleveret Dansk Sejlunions undervisningsmaterialer, herunder en lærebog samt en logbog, så du selv kan følge med i, hvor meget du lærer undervejs.

 

Man sejler på hold

På alle skolebåde sejler man sammen på hold. Hvert hold har en fast sejlerdag om ugen (mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag). Bådene er typisk bemandet med 3 elever og 1 fast instruktør. En sejlads starter altid med planlægning på land og skrivning af logbog. Herefter er der tilrigning af båden, sejlads og afrigning. Under hver sejlads tilstræbes det, at alle elever er aktive. Undervisningen afsluttes altid med evaluering af dagens oplevelser i fællesskab. Derfor kan en samlet sejlads hurtigt vare op til 3 timer. Det præcise tidspunkt for sejladsen aftales på det enkelte hold mellem elever og instruktør. Typisk sejler vi fra omkring kl. 18.

Sejlerskolen råder over to PD26'ere og en Match28'er.

I det følgende kan du se, hvilke forventninger vi har til elever på de forskellige niveauer i forhold til praktisk sejlads i sejlbådene. Dem kan du bruge til at finde ud af, hvilket niveau du selv ligger på.
Til slut vil du kunne se priserne for undervisningen.

 

Indhold af praktisk sejlads med sejlbåd

Nedenfor har vi beskrevet de niveauer, der underviser på i sejlerskolen. Vi underviser ud fra de sejlplaner, som Dansk Sejlunion har udgivet, og niveauinddelingen relaterer derfor til målene med disse sejlplaner. Har du ønske om at tage et duelighedsbevis, vil du skulle opfylde kravene på niveau 3.

Du vil altid få en snak med din instruktør om, hvorvidt du er klar til prøve, inden du indstilles til den. En vigtig del af det at lære at sejle handler om timer på vandet, altså erfaring!

 

Niveau 1: Nybegynder

Målet på dette niveau er, at eleven skal…

… have kendskab til nødvendigt sikkerhedsudstyr ombord
… have forståelse for og kendskab til bådens og riggens benævnelser
… kunne forstå sejlvind og vindretninger
… have kendskab til kommandoer, stagvending, sejle fast kurs, samt fortøjning ved egen plads
… forstå principperne i at lægge båden på en given halse og kompaskurs ved forskellige sejlvinde
… forstå principperne ved at krydse og have øvet at krydse mod et mærke
… forstå principperne og have øvet at gå til fast mærke
… forstå principperne og have øvet kontrolleret bomning

 

Niveau 2: Let øvet

Målet på dette niveau er, at eleven skal…

… kunne opfylde målene på niveau 1
… have kendskab til de vigtigste knob og deres anvendelse
… kunne sejle på angiven halse med angiven sejlvind og kompaskurs
… kunne gå til fast mærke fra forskellige vindretninger
… forstå principperne ved at udføre mand over bord (MOB)
… have øvet at udføre MOB med stagvending og med bomning
… kunne forstå principperne ved at lægge båden bak
… kunne forstå forhold ved ankring
… have kendskab til motorens funktion og vedligeholdelse

 

Niveau 3: Øvet

Målet på dette niveau er, at eleven skal…

… opfylde målene på niveau 2
… kunne udføre MOB med opsamling af bjærgemærs
… kunne demonstrere bjærgning af mand over bord (efter MOB manøvre)
… udføre MOB efter forskellige metoder
… kunne udføre rebning af sejl, samt have forståelse for sejlads i hårdt vejr
… kunne ankre, fortøje, lægge spring samt demonstrere viden om forhold ved slæbning
… kunne sejle ud og ind af fremmed havn
… have kendskab til motorens funktion og vedligeholdelse
… have kendskab til brug af GPS
… kunne udvise sejladsplanlægning i praksis
… have prøvet let spilersejlads
… kunne efterleve kravene til duelighedsprøven i praktisk sejlads

 

Niveau 4: Rutineret

Målet på dette niveau er at tilbyde undervisning til allerede rutinerede sejlere, som ønsker udvikling af deres sejlads. Eleverne er selv med til at definere målene med undervisningen, men det kunne f.eks. være…

… afprøvning og erfaring med spilersejlads
… optimering af trimning af båden til eksempelvis kapsejlads
… viden om og træning i mand-over-bord (MOB)-manøvre
… andet

Afhængig af elevsammensætningen startes der hold på alle niveauer i såvel forår som efterår. Samtidig anbefaler vi, at du som nybegynder, let øvet eller øvet sejler også deltager i kurset om teoretisk navigation, som foregår henover vinteren. Duelighedsprøven består ligeledes af såvel en praktisk som en teoretisk del. Du kan selv vælge i hvilken rækkefølge, du deltager i de forskellige kurser.

 

Tilmelding

Tilmelding via Kaløvig Bådelaugs sekretariat på mail: jens@kblsail.dk.

Kaløvig Bådelaug
Åstrup Strandvej 68A
8541 Skødstrup

Tilmeldingen foregår efter først til mølle princippet.

Spørgsmål angående selve sejladsen, niveau inddelingen, særlige aktiviteter eller andet kan stilles til Jens Villumsen på telefon 2142 1979